Info om tilmelding til gymnastikhold

Oprettelse af profil i Klubmodul

Tilmelding til holdene foregår via Klubmodul. Holdene kan først ses fra åbning af tilmelding.

Hver gymnast skal have oprettet en profil i Klubmodul. Hvis du f.eks. skal tilmelde dine to børn er det vigtigt, at du opretter én profil til hvert barn. Det er barnets data, der skal indtastes. På forældre/barn-hold og på familiehold er det barnets profil, som skal anvendes. Hvis du som voksen skal deltage på et af voksenholdene, skal du også huske at oprette din egen profil (og ikke benytte dit barns profil).

Det er særlig vigtigt, at fødselsdagen anføres korrekt, da man systemmæssigt kun kan tilmelde sig et hold, hvis alderen passer til angivelsen på de aktuelle hold.

Profilerne på Klubmodul kan oprettes allerede nu inden tilmeldingen åbner, og vi anbefaler, at I gør dette, så eventuelle problemer med at oprette profiler ikke opstår den dag, tilmeldingen åbner.

Hvis I allerede har oprettet en profil sidste sæson, benytter I naturligvis blot denne. I kan redigere i profilen, hvis I f.eks. vil tilknytte flere mail-adresser. Vi anbefaler, at I forsøger at logge ind og sikrer jer, at I kan huske adgangskoden, så der ikke opstår problemer med at logge ind den dag, tilmeldingen åbner.

Bemærk at I kan tilknytte op til tre mail-adresser til hver profil. F.eks. ved delebørn, eller hvor forældre skiftes til at aflevere og hente fra gymnastik, anbefaler vi, at I anfører begge forældres mail-adresser, da vi som hovedregel benytter mail som kommunikationsmiddel, både ved praktiske informationer og ved eventuelle aflysninger.

Tilmelding

Vi åbner op for tilmelding til alle holdene:

  • Onsdag 16. august 2017 kl. 20.00 for sidste sæsons medlemmer
  • Torsdag 17. august 2017 kl. 20.00 for nye medlemmer

Dvs. tilmeldingen åbnes først for nuværende medlemmer (gymnaster som gik på hold i den netop afsluttede sæson). Dette er for at sikre, at nuværende medlemmer har mulighed for at fortsætte til gymnastik. Dagen efter åbnes tilmeldingen for alle, herunder nye medlemmer.

Al tilmelding og betaling foregår via Klubmodul. Når du har oprettet en profil og logget ind, som beskrevet ovenfor, så finder du det aktuelle gymnastikhold ved først at vælge fanen ”gymnastik” øverst og derefter vælge “holdtilmelding” i venstre side. Du kan først se holdene fra det tidspunkt, hvor tilmeldingen åbner (se ovenfor). Hvis ikke du kan se holdene, så tjek at du har valgt fanen ”gymnastik” øverst (og ikke Ørestad IF, fodbold eller løb mv.).

Tilmeldingen for nuværende medlemmer sker via et link, som sendes til den mailadresse, som er koblet på profilen. Nuværende medlemmer vil modtage nærmere information pr. mail et par dage før tilmeldingen åbner. For nuværende medlemmer er det derfor vigtigt, at I benytter samme profil, som I benyttede sidste sæson, da systemet ellers ikke kan genkende profilen som et nuværende medlem. Hvis I ikke kan huske password eller andet, så husk at få styr på dette inden tilmeldingsdagen.

Når der åbnes op for tilmelding for alle, inkl. nye medlemmer, vil holdene blive synlige i løbet af et minuts tid (vi skal ind systemmæssigt og åbne for hvert hold). Det er vigtigt, at I her opdaterer siden for at holdene kommer frem.

Vi oplevede i sidste sæson, at der var stor søgning til børneholdene, hvor der blev fuldt booket på få minutter. For tilmelding på børneholdene opfordrer vi jer derfor til at være klar, når tilmeldingen åbner. Tilmelding foregår efter først til mølle-princippet.

Vær opmærksom på, at der kan være flere hold, der er målrettet samme aldersgruppe/niveau, men som blot har forskellige trænere og træningstidspunkter.

Der kan kun betales med Dankort/Visakort ved tilmelding (dvs. der kan ikke betales med f.eks. mastercard, visa elektron m.v.). Har du ikke mulighed for at betale med Dankort/Visakort online denne dag, opfordrer vi dig til at bede en ven eller familie om at foretage tilmeldingen for dig.

Ved tilmelding af barn nr. 2 skal du som forælder huske at logge helt ud og logge ind igen, før du indtaster barn nr. 2 med et andet login og password.

For alle børnehold er der angivet en nedre/øvre aldersgrænse eller nedre/øvre klassetrin, som holdet henvender sig til. Vi beder jer om at respektere disse grænser ved tilmelding. Aldersgrænser henviser til barnets alder ved holdets start i september. Hvis grænserne ikke respekteres forbeholder vi os ret til at flytte børnene til det hold, hvor de bør gå, hvis der er plads på det hold.

Venteliste

For hvert hold er der angivet et maksimalt deltagerantal. Når et hold er fyldt op, vil der automatisk blive oprettet en venteliste til holdet, som man så kan melde sig på. Det er gratis at tilmelde sig en ventelisteplads.

Hvis nogle medlemmer efter de første to træninger finder ud af, at de vil flyttes til et andet hold eller stoppe, kan der opstå ledige pladser på et hold, som ellers er fuldt booket. Ørestad IF kontakter så dig på ventelisten (via e-mail), for at fylde holdet op igen, og du har derefter to døgn til at tilmelde dig/betale. Efter præcis 2 døgn vil pladsen blive tilbudt til den næste på ventelisten, hvis du ikke har tilmeldt og betalt.

Hvis det efter sæsonstart bliver muligt at oprette flere hold, vil pladserne blive tilbudt børn på ventelisten til et tilsvarende hold. Hvorvidt det vil være muligt at oprette flere hold afhænger både af ledige tider i hallen, og om der kan findes instruktører. Hvis du kunne tænke dig at være instruktør for et hold, så kontakt os meget gerne.

Alle ventelister slettes ved sæsonafslutning, og der opnås således ikke forhåndstilmelding næste sæson. Af hensyn til fremtidig planlægning og i forhold til at oprette ekstra hold, så anbefaler vi, at I benytter ventelisterne.

Prøvetræning

Hvis et hold er fuldt booket, skal du være tilmeldt og have betalt for holdet, for at prøve holdet. Bemærk at børneholdene forventes fuldt booket inden sæsonstart.

For hold, som ikke er fuldt bookede, vil du frit kunne komme og prøve holdet de første to annoncerede træninger uden at have betalt – men du risikerer, at andre får tilmeldt sig og fylder holdet inden dig.

Hvis du eller dit barn er tilmeldt og har betalt for et hold, men efter de første to gange ikke ønsker at deltage på holdet alligevel, kan I få kontingentet tilbagebetalt ved henvendelse til gymnastikafdelingens kasserer.

Kontingent

Kontingentets størrelse er angivet for hvert hold i holdbeskrivelserne.

Kontingentet dækker på de fleste af børneholdene deltagelse i hele sæsonen frem til april 2018. For voksenholdene dækker kontingentet dog alene perioden frem til jul. Herefter kan man tilmelde sig på ny. Det fremgår af holdbeskrivelserne, hvor langt tid sæsonen på det enkelte hold varer.