Ørestad IF Fodbold sætter nye standarder sammen med Danske Bank

Danske Bank presse

Ørestad IF Fodbold og Danske Bank i Tårnby har netop givet hinanden hånden på en sponsoraftale, og begge parter ser frem til samarbejdet.

“Aftalen med Danske Bank er med til at stille os stærkere. Vi får et bidrag, der kan være med til at give vores medlemmer endnu bedre rammer til at dyrke fodbolden sammen”, siger David Santana, som er afdelingsformand i klubben, og som glæder sig til det lokale samarbejde med Danske Bank. Privatdirektør Søren Staufeldt fra Danske Bank i Tårnby fortæller, at banken har en mangeårig tradition for at støtte dansk idrætsliv, og at han synes, det er forrygende at se, hvor hurtigt Ørestad IF har fået fodfæste i bydelen.

“Vi har jo det seneste 1½ år været hovedsponsor for DBU’s herrelandshold, og det vil vi fortsætte med at være, foreløbig til og med 2016. Det giver os naturligvis et særligt incitament til at rette blikket endnu mere mod de lokale fodboldklubber, vi har i vores nabolag, og det har vi så også gjort her i Ørestad.”

“Lige siden jeg var i dialog med Ørestad IF første gang, har jeg oplevet et brændende engagement for fodbolden og for at skabe de bedst tænkelige rammer for at dyrke denne idrætsgren. Klubben er trods sin relativt korte levetid velfungerende, og frivillige kræfter arbejder på at forene det sportslige med det sociale. Det er en fornøjelse at være en del af, og bl.a. derfor har vi valgt at støtte Ørestad IF Fodbold, siger privatdirektør Søren Staufeldt.

Årets “New standards pris” i Ørestad IF Fodbold
Som en del af sponsoratet vil Danske Bank en gang om året uddele en “New standards Pris”. Prisen overrækkes efter anbefaling af klubbens ledelse til et medlem, som med sit spil, sin træning eller sin frivillige indsats har været med til at sætte nye høje standarder i foreningen.

For mere information:
Søren Staufeldt, privatdirektør i Danske Bank, Tårnby Afdeling
Tlf. 45 12 37 80

David Santana, afdelingsformand i Ørestad IF
Tlf. 61 30 91 57