Hallen på Ørestad Skole er fortsat i stykker – vi laver midlertidige løsninger i dramasalen

GymnastikGrundet først et gulv, der er gået i stykker i hallen på Ørestad Skole, og som vi forventede ville blive lavet klar til ibrugtagning senest 27. oktober, og nu også en vandskade via taget under skybruddet, har vi nu fået oplyst fra Københavns Kommune, at vi ikke kan komme til at bruge hallen på Ørestad Skole før efter nytår. Børnene på Ørestad Skole kan fortsætte med at bruge hallen til skoleidræt, men det er blevet besluttet af Københavns Kommune og Ørestad Skole, at foreninger ikke må anvende hallen med det midlertidige gulv, før det er endeligt udbedret. Det er vi naturligvis meget kede af, og det kommer til at påvirke den kommende gymnastiksæson meget kraftigt, men vi forsøger at få booket ekstra tider i den lille dramasal, så vi midlertidigt kan oprette så mange hold som muligt der.

Det bliver selvfølgelig noget andet for de børn, der har været vant til at gå til springgymnastik, da vi ikke har adgang til redskaber i dramasalen. Holdene vil derfor tage udgangspunkt i rytmisk gymnastik med forskellige aktiviteter, lege, samarbejdsøvelser og akrobatik. Kontingentet vil vi tilpasse til de ændrede aktiviteter og at holdene foreløbigt udbydes indtil jul. Som følge af mindre plads at afvikle vores hold på og færre børnevenlige tider i dramasalen, kan vi heller ikke tilbyde hold til lige så mange børn som forventet. Vi håber, at I på trods af disse vanskeligheder fortsat vil støtte op om vores forening og sammen med os forsøge at få det bedste ud af denne situation.

Vi afventer et konkret svar fra Københavns Kommune på, om vi kan få nogle ekstra børnevenlige tider om søndagen og fra hvornår, før vi kan lave en endelig hold-pakke for børneholdene og begynde tilmeldingsprocessen. Vi forventer således at kunne opstarte de planlagte voksenhold i dramasalen inden for den næste uge, og børneholdene, så snart vi får et endeligt overblik over de ekstra tider.

Vi er meget kede af hele denne situation, og vi håber, at I forstår, at vi gør alt hvad vi kan for at få det bedste ud af denne meget svære situation.

Med venlig hilsen
Bestyrelsen og gymnastikafdelingen