Vil du starte en afdeling i Ørestad IF?
Ørestad IF ønsker at det skal være nemt, sjovt og sikkert at starte en afdeling/sportsgren op i Ørestad. Vi har et stærkt samarbejde med DGI og andre sportsgrensspecifikke samarbejdspartnere og idrætskonsulenter, som kvalitetssikre en god og stabil opstart i forbindelse med opstart af en afdeling og efterfølgende organisationsudvikling, trænerudvikling og medlemsudvikling.
For at starte en afdeling op i Ørestad IF skal du blot følge vores simple guide her:
Guide til opstart af ny afdeling
- Saml dine naboer, arbejdskollegaer, venner eller bekendte til et opstartsmøde og vælg en referent (Ørestad IF eller DGI bistår jer gerne)
- Beslut hvilken sportsgren i ønsker at starte?
- Vælg minimum en formand, næstformand og økonomiansvarlig – men gerne flere bestyrelsesmedlemmer, som skal stå i spidsen for jeres afdeling
- Beskriv jeres forventning til medlemsudvikling indenfor det næste år - stort som småt.
- Beskriv hvilke faciliteter jeres sportsgren er afhængige af, for at kunne komme i gang
- Gennemgå vedtægter for Ørestad IF
- Send en mail med alle oplysningerne til info@orestadif.dk med teksten ”opstart af ny afdeling” att: Fælles formand i Ørestad IF.
- Hvis bestyrelsen i hovedforeningen giver grønt lys for opstart af jeres nye afdeling, vil i modtage en velkomstpakke bestående af et opstartsmøde med repræsentant fra Ørestad IF, DGI eller andre sportsgrensspecifikke konsulenter samt startkapital på 20.000 kr. til indkøbt af nye materialer for at komme i gang med sportsgrenen.
Alt det formelle
Når Ørestad IF modtager jeres e-mail, så vil fælles formand for Ørestad IF løfte emnet til det kommende bestyrelsesmøde i hovedforeningen. Hvis bestyrelsen har nogle opklarende spørgsmål, vil i blive kontaktet.
Hovedforeningens bestyrelsen er underlagt paragraf 20 i vores vedtægter, som en del af beslutningsprocessen, hvilket betyder at der skal foretages en økonomisk vurdering af grundlaget for den nye idrætsaktivitet.
Hvad er ØIF hovedforening?
Ørestad IF er en flerstrenget forening, som rummer mange forskellige sportsgrene. Hovedforeningen i Ørestad IF består af formændene fra samtlige af vores afdelinger for at skabe sammenhold mellem afdelingerne. Vi mødes en gang i kvartalet dvs. 4 gange om året for at følge den samlede udvikling i Ørestad IF. Hovedforeningen har til formål at sikre at Ørestad IF lever op til sine vedtægter.
§ 2. Ørestad IFs Formål
Foreningens hovedformål er at tilbyde medlemmerne aktiviteter inden for forskellige idrætsgrene og at tilbyde andre ikke-sportslige aktiviteter. Aktiviteterne skal fremme idrætslivet i lokalområdet, give medlemmerne lyst til at dyrke sport og motion, udvikle medlemmerne fysisk og socialt samt styrke det sociale fællesskab i lokalområdet.
Ørestad IFs Målsætning
Ørestad IF er en klub for fællesskabet og vi ønsker at være Ørestads fortrukne idrætsforening, hvor medlemmerne er repræsenteret lokalt og får indflydelse på lokalområdet. Vi har et stærkt samarbejde med DGI og andre sportsgrensspecifikke samarbejdspartnere i forbindelse med organisationsudvikling, trænerudvikling og medlemsudvikling.
Ørestad IFs Økonomistyring
Økonomien i Ørestad IF bliver administreret af Red Mark, som er en af Danmarks største rådgivnings- og revisionsvirksomheder. Alle afdelinger har en økonomiansvarlig, som refererer til kassereren i Hovedforeningens bestyrelse.
Vi glæder os til at høre fra jer.
Bestyrelsen i hovedforeningen
#VierØrestad